Jernbanenyheder II. kvartal 2009

Danmark

BLDX MX 1019 omlakeret

BLDX MX 1019 er blevet omlakeret ved malerværkstedet i Holbæk og rullede for første gang ud i den nye kulør 14.04.2009.

Maskinen er malet mørkegrøn med et hvidt mavebælte og lysegrøn "bund", stafferet med gul. Boggier er sølvfarvede. BLDX logo er både på fronter og sider. Disse "husfarver" er også at se på firmaets hjemmeside, www.bldx.dk.

Maskinen blev 15.04.2009 overført til værkstedet i Køge.
(jh) 16.04.2009

Railcare køber 4 MY tilbage til Danmark

Railcare har i Sverige købt MY 1110, 1122, 1124 og 1134 og tre af maskinerne forventes sat i drift, mens den sidste (formodentlig MY 1124) vil blive brugt til reservedele.

Det er planlagt at MY 1134 (og selskabets allerede i drift værende maskine MY 1157) skal have reetableret deres ATC-anlæg.

De 4 lokomotiver har efter udrangeringen fra DSB haft en omtumlet tilværelse. Solgt til Privatbanen Sønderjylland, som efter konkurs genopstod som TBL/TraXion. Efter disse selskabers konkurs/lukning, solgtes maskinerne til Skånetog i Sverige i 2003, hvor nogle af dem har været i drift, men vist mest har været hensat.
(jh) 16.04.2009

DSB genåbner strækningen mellem Haderslev og Vojens

Som følge af store vanskeligheder for biltrafik og busdriften mellem Haderslev og omegnsbyerne i forbindelse med et vejarbejde i Haderslev, har Sydtrafik indgået aftale med DSB om at genåbne strækningen mellem Haderslev og Vojens i perioden 1. april - 31. maj 2009.

Til driften vil blive anvendt de hensatte ML-motorvogne fra Lille Nord, ligesom der indlejes hensatte Lynette-togsæt fra RegionsTog (tidligere Lollandsbanen). Alle togsættene vil blive frisket op i grønne farver i form af foliebeklædning, for at understrege den miljøvenlige transportform. I Vojens er samtidig indrettet et stort "Park-And-Ride"-anlæg, som muliggør nem overgang fra bil/bus til jernbanen.


(jh) 01.04.2009

Til top