Om Railorama


Railorama er en privat hjemmeside og handler hovedsageligt om danske jernbaner, men der er også nyheder og artikler om jernbaner i andre europæiske lande. Andre tilgrænsende emner som modeljernbaner, sporvogne, færger og andre transportmidler behandles også sporadisk.

Hjemmesiden har ikke tilknytning til noget trafik- eller jernbaneselskab eller nogen forening og drives udelukkende som et fritidsprojekt.

Siderne skrives og vedligeholdes af undertegnede, John Hansen, jernbaneentusiast siden 1982, hvor jeg fik mit første Märklin elektriske tog.


Kontakt

Kontakt gerne redaktøren:

John Hansen
Gyldenstenvej 25
DK-5230 Odense M
E-mail: gm567c@railorama.dk


Alle fotos og artikler på hjemmesiden er beskyttede af lov om ophavsret, hvorfor man ikke må kopiere dem og anvende dem på eksempelvis en anden hjemmeside eller i et magasin uden tilladelse fra fotograf eller skribent.
Det er til gengæld tilladt at tage kopier til egen, privat brug. Man må f.eks. gerne kopiere billederne til sin harddisk, lave udskrifter eller hvad man nu ellers kan finde på. Men man må ikke offentliggøre, sælge eller distribuere indholdet.


Lidt historie

Min interesse for jernbaner blev som nævnt ovenfor for alvor vakt i 1982, da jeg fik en Märklin skinnekreds og et lokomotiv i julegave. Siden begyndte jeg at læse alt hvad biblioteket havde om jernbaner og modelbaner. Og allerede dengang, tilbage i 1980'erne, begyndte jeg at opbygge min første materiel-database på en Commodore 64, med data gemt på en båndstation. Disse data er selvfølgelig forlængst gået til de evige bit-marker og eksisterer ikke længere.

Samtidig var jeg heldig at vokse op i Maribo, hvor jeg kunne slå mine folder ved den lokale museumsbane, Museumsbanen Maribo-Bandholm (MBJ). Dette varede dog kun nogle få år. Så kom der andre interesser, eller i hvert fald andre ting som optog mere af min tid. Fotografering af jernbaner blev jeg dog ved med.

Opbygningen af websitet startede i begyndelsen af maj 1997, da jeg købte min første PC. Indtil da havde jeg i et par år haft en Mac-computer, som imidlertid havde alt for ringe performance til at kunne surte på Internettet eller til at redigere websider. Første version af siderne var online engang i 1998, jeg husker ikke længere præcis hvornår.

Oprindeligt blev langt de fleste artikler skrevet på engelsk, hvilket har givet en masse kontakter og respons fra udlandet. Fra september 2005 siderne relanceret med dansk som hovedsprog i erkendelse af, at de fleste besøgende alligevel kom fra Danmark og at opdaterings-frekvensen forhåbentlig ville være hyppigere, hvis der ikke hele tiden skulle konsulteres en ordbog.

Nogle ældre versioner af Railorama kan findes i The Internet Archive. Noget endnu ældre kan findes her.

I nogle år indeholdt sitet ret detaljerede oversigter over danske jernbaners rullende materiel, ligesom der løbende blev lagt artikler, billeder og nyheder på.

Forummet, som fandtes i årene 2002-2011, er nedlagt, de sidste år var så få indlæg heri, at det ikke gav nogen rigtig mening at fortsætte med dette. Og da Jernbanen.dk lancerede sit forum i sommeren 2010 døde aktiviteten helt.

Materieloversigterne er (også) forlængst blevet overhalet af fx Jernbanens database, men dele af det gamle materiale vil jeg (måske) finde frem igen og lægge på som opdaterede artikler.


Jernbane-fotografering

Der er næppe noget andet folkefærd som tager så mange billeder som jernbaneentusiaster. Alt bliver omhyggeligt dokumenteret. Jeg har da også en samling på anslået 80.000+ fotos, som blot venter på at blive scannet eller bearbejdet og lagt op på websitet.

De første billeder tog jeg med et meget simpelt Fujica Flash S kompaktkamera, som jeg fik til min konfirmation. Det var kun muligt at indstille to forskellige blænderåbninger, der var fast lukkertid 1/125 sek. og der var 4 afstande som kunne sættes, så mulighederne for at fotografere var ret begrænsede. Alligevel har jeg taget nogle af de billeder jeg er mest glade for med dette kamera - mest nok fordi de minder mig om min tidlige interesse for jernbanerne.

I 1987 havde jeg sparet sammen til et Nikon F-301 spejlrefleks-kamera med 50mm f1.8 objektiv. Året efter begyndte jeg at eksperimentere med at tage sort/hvid- og diasfilm, og samtidig indkøbtes en (rædselsfuld) Soligor 28-200mm zoom. I 1990 købte jeg et ekstra Nikon kamerahus (FG-20) og begyndte at købe flere forskellige objektiver med fast brændvidde (24, 35 og 85 mm objektiver, alle med lysstyrke blænde 2.0), som har den fordel at de er mere lysstærke og tegner betydeligt skarpere end zoom-objektiver. I 1993 fik jeg råd til det nok lækreste kamera jeg nogensinde har ejet, et Nikon F3/T, opbygget i titanium og så bom-stærkt, at man sikkert ville kunne slå søm i med det, hvis man havde lyst til det. Med motor monteret kunne det tage 8 billeder i sekundet; så var en film med 36 billeder hurtigt brugt!

I 1997 skiftedes det meste af udstyret ud, for at få et kamera med autofokus og mere avanceret lysmåling, et Nikon F70, sammen med en 24-120mm zoom. I dag føles dette kamera unægteligt noget plastic-agtigt, men det var et godt mellemklasse-apparat dengang.

Jeg har fotograferet på alle mulige slags film, både når det gælder negativ- og diasfilm. Kodak, Fuji, Agfa, Orwo - det har for det meste været et spørgsmål om økonomi. I en periode købte jeg 30 meter Kodak Tri-X sort/hvid film og spolede dem selv op på filmkasseter.

Den digitale tidsalder begyndte for mit vedkommende i 2006 med et Nikon D70s, som har været et fint kamera siden. De sidste par år har det dog været som om billederne er noget "grå" (der har også været taget omkring 100.000 fotos med det, så det er ikke så underligt, at det med tiden er blevet slidt).

Fra sommeren 2012 har jeg fået mulighed for at fotografere med et Nikon D800 full-frame spejlrefleks-kamera. Nu er det så mine objektiver, som ikke kan følge med længere... Opløsningen på 36 megapixels gør, at kvaliteten af objektiverne ikke længere er helt optimal. Men det er vist et luksusproblem. For nyligt er dog indkøbt en Nikon 50mm, som er super skarpttegnende, så det er i øjeblikket mit foretrukne objektiv.


Teknik

Man er vel ikke Internet-nørd og web-programmør for ingenting - men spring dette afsnit over hvis teknik ikke interesserer dig en bønne:

Den nuværende version af Railorama er programmeret i html5 med udstrakt brug af Cascading Style Sheet til at styre design. Skulle du derfor være interesseret i en version uden design kan du slå brug af style-sheet fra i din browser - siderne skulle så forhåbentlig være nemt læselige.

Der anvendes relative tekst-størrelser, så det er muligt at gøre dem større (eller mindre) for at bedre læsbarheden ved at trykke Ctrl+scrollknappen på din mus (eller "Vis > Tekststørrelse" i menubaren).

Bag siderne ligger PHP-programmering og en MySQL-database.


Nåh ja...

I min arbejdstid driver jeg firma sammen med min bedre i halvdel i form af Webkommunikator.dk. Kan vi hjælpe dig eller din virksomhed med webløsninger, så kontakt os gerne :-)



Til top