Lolland Nord
Et par jernbaneerindringer fra halvfjerdserne
Af
R, København
Hvornår jeg begyndte at kigge på tog ved jeg ikke længere. Jeg ved kun at jeg ikke har været mange år gammel før jeg begyndte at fable om ”MY’erne”, og at især Fugleflugtslinjen fra Nykøbing Falster til Rødby Færge har spillet en væsentlig rolle i min interesse.
Jeg er opvokset i Nordsjælland, men min barndoms landskab er i høj grad egnen ved Frejlev på det sydøstlige Lolland, hvor mine længst afdøde bedsteforældre boede. Her tilbragte jeg uendelige sommerferier, som jeg kun har gode og spændende minder om; min bedstemors gammeldags, men endeløst varierede kogekunst, den cigarlugtende stue med de tunge møbler og klaveret og kortspil om aftenen, haven med jordbærrene, kartoflerne, og udsigten over det flade Lolland, og først og fremmest bilturene med mine bedsteforældre og - da jeg var blevet lidt ældre - mine cykelture alene i området.
Tværs over Lolland strækker Fugleflugtslinjen sig, denne vidunderlige, næsten snorlige enkeltsporede jernbane, der er bygget med eet eneste formål: At lade de internationale tog komme fra København til Tyskland på kortest mulig tid, uden omveje og uden hensyn til lokaltrafikken. Det er svært at forklare hvorfor, men strækningen har en særlig stemning, som jeg ikke kender magen til andre steder. Den er ikke prosaisk som de dobbeltsporede og elektrificerede strækninger med tæt trafik, den består af et eneste par lynende blanke skinner, der strækker sig helt ud til horisonten, hvilende på betonsveller og mørkebrune skærver, tydeligvis skabt for at togene kan køre hurtigt. Her har aldrig været stærkt befærdet, togene har aldrig kørt i timedrift, og de allerfleste tog på strækningen dengang var farvestrålende internationale eksprestog eller godstog. Her var ingen ensformighed med regionaltog eller S-tog i faste minuttal, et tog på Fugleflugtslinjen var en begivenhed for mig, og var knyttet til en forudgående forventning, en barnlig spænding ved at ”noget” nærmede sig. Romantisk, selvom der ikke just var tale om lokalbaneromantik.
Når jeg skulle på ferie i Frejlev, alene eller sammen med min søster, kunne det foregå på to måder. Enten blev vi kørt i bil, det var ikke dårligt, da man mellem Vordingborg og Nykøbing/Toreby på længere strækninger kører parallelt med jernbanen, mest spændende selvfølgelig på Storstrømsbroen (det var før Farøbroen). Eller vi kørte med toget til Nykøbing, i begyndelsen ledsaget af min mor, senere alene. At køre med toget var selvfølgelig det bedste, det giver sig selv. På Københavns Hovedbanegård lavede jeg krumspring for at sikre mig en fremadrettet vinduesplads, helst i venstre side så jeg kunne se de modgående tog, og undervejs hang jeg ved ruden og slugte alt hvad toget passerede. På Falster kunne man være heldig at toget skulle krydse et modgående tog, så hang jeg ud af vinduet og aflæste PU-signaler og sporskifternes stilling, indtil få sekunder før det modkørende diesellokomotiv susede forbi.
I Nykøbing blev jeg eller vi hentet på perronen af mine bedsteforældre, som kørte os i bil det sidste stykke til Frejlev. Allerede på perronen underholdt jeg dem begejstret med detaljer om hvor mange tog jeg havde set undervejs og hvilke vi havde krydset på hvilken station, altimens MZ-lokomotivet langsomt og uimodståeligt halede toget ud fra stationen og med sin karakteristiske brummen accelererede mod de sidste, for mig så eftertragtede og uopnåelige, kilometer til Rødby. I mange år var min største drøm engang at kunne blive siddende i toget i Nykøbing, og endelig, endelig prøve at gennemkøre min yndlingsstrækning.
Ude på linjen mellem Nykøbing og Rødby er der tre fjernstyrede krydsningsstationer, Lolland Nord, Midt og Syd. De har ingen perroner og er kun bygget for at togene kan krydse hinanden. Tættest på Frejlev, nær landsbyen Flintinge, ligger Lolland Nord, og på vejbroerne i hver ende af den har jeg ofte stået med min tålmodige bedstefar og af og til min knapt så tålmodige søster, med sommerfugle i maven af spænding når et tog nærmede sig. Lolland Midt ved Karleby besøgte vi også af og til, den er anderledes fordi den ligger i en af strækningens få kurver, mens jeg aldrig har set Lolland Syd ”udefra”, jeg mindes kun at have set dens fremskudte signaler i det fjerne gennem bilvinduet. Da jeg blev lidt ældre og selv kunne tage på cykelture fra Frejlev, cyklede jeg altid til broen i den østlige ende af Lolland Nord. Det var den udkigspost der kunne nås hurtigst fra Frejlev, med den forholdsvis sparsomme trafik på linjen gjaldt det om ikke at miste et eneste minut, og jeg husker stadig hvordan jeg med tungen ud af halsen trampede afsted af de bil- og mennesketomme sideveje, en af dem hed endda ”Ko-Alléen”!
Noget af det mest spændende var selvfølgelig når man kunne opleve en krydsning. Der var noget udefinerbart stemningsfuldt over krydsninger, hvor et af de internationale tog eller et godstog, her midt ude i ingenting, sagtnede farten og krøb ind på vigesporet. Spændingen steg, og minutterne sneglede sig afsted, indtil de endelig blev forløst ude i horisonten af tre lanterner i triangel, der snart forvandlede sig til et MZ-lokomotiv med den vanvittige fart af 120 km/t.
Hvad der bidrog til forventningen i de lange pauser mellem togene, var signalerne. Jeg havde slugt adskillige bøger om DSBs signalsystemer, og kunne stirre længe på Lolland Nords østlige udkørselssignal, der stædigt kunne lyse rødt i hvad der forekom som timer, selvom jeg nedkaldte alverdens forbandelser over det for at få det til at skifte til grønt. Hvilket gib det gav når det så pludselig skiftede! Noget som kendetegner enkeltsporede strækninger fremfor dobbeltsporede er manglen på mellembloksignaler, her har stationerne i stedet fremskudte signaler 800 meter før indkørselssignalet. De fremskudte signaler mellem Vordingborg og Rødby er fast knyttede til mine minder fra dengang, jeg syntes de var mere spændende end andre signaler fordi de ikke har fast lys, men altid blinker, og fordi deres funktion gør, at de står i ensomhed langt ude på linjen og ikke som de fleste andre signaler inde ved stationerne. Deres dovne gule blinklys i midten kunne gøre mig nedslået (ingen tog på vej...), mens jeg fandt deres dobbelte grønne blink noget af det flotteste man kunne forestille sig.
En dag holdt jeg med mine bedsteforældre i bilen på broen vest for Lolland Nord. Min bedstemor kom til at spørge mig hvad det gule skilt med det sorte F nede på signalmasten mon betød. Efter at jeg havde forklaret dem om signaler i en halv times tid, så de begge temmelig rystede ud!
De internationale tog dengang var noget andet end nu. Som regel blev de trukket af et rød/sort eller brunt MZ-lokomotiv, og bestod af to-tre røde DSB-vogne til Rødby Færge og tre-syv internationale vogne, grønne eller blå/gule siddevogne eller mørkeblå sovevogne med forhøjet tag. De havde fantastiske navne som Skandinavien-Holland-Expres, Alpen-Expres, Nord-Expres, Nord-Vest-Expres og Tirol-Expres, og på destinationsskiltene stod der navne som Rom, Innsbruck, München, Paris eller Hoek van Holland. Hvad mere skulle der til for at fylde en 10-årig med udlængsel? Når jeg nødtvunget steg ind i de lokale vogne på Hovedbanegården, dem man skulle benytte hvis man steg af igen inden færgen, kiggede jeg misundeligt på interrailerne med deres rygsække og lange hår, der steg ind i de internationale vogne. Hvornår ville det blive min tur?
Ofte studerede jeg køreplanen og sammenlignede de forskellige tog. Jeg mente tydeligt at kunne rangordne dem efter hvor få gange de standsede mellem København og Rødby. De typiske standsninger var Næstved og Nykøbing, et enkelt af eksprestogene standsede endda kun i Nykøbing, det var der stil over. Andre tog var degraderede til også at standse i Roskilde eller Vordingborg, og allernederst i mit hierarki befandt det latterlige ”Neptun” sig, der undervejs til Gedser vist endda holdt i Valby og Nørre-Alslev. Hvor dybt kunne et tog synke? Og allerøverst på skalaen var min favorit, TEE-toget ”Merkur”. Det var en rigtig oddball; et MX-lokomotiv med kun to vogne, rød/gule TEE-vogne, der kun havde 1. klasse. Og det standsede slet ikke undervejs til Rødby!!! Jeg vidste at jeg aldrig nogensinde ville få mulighed for at køre med det, men jeg kunne i det mindste stå klar på broen ved Lolland Nord eller Midt på det tidspunkt det efter mine beregninger måtte passere – og drømme om at jeg sad inde i en af de to smukke vogne, omgivet af meget vigtige forretningsmænd og rige jetsettere, på vej til Stuttgart. Til min sorg blev toget nedlagt i 1978, og mange år senere læste jeg tilfældigt at det aldrig havde været nogen succes, men det vidste jeg heldigvis ikke dengang, og fik ikke magien ved dette tog ødelagt af påtrængende kendsgerninger.
”Merkur” var mit yndlingstog, med sin ensomme MX, der ellers ikke sås på Fugleflugtslinjen dengang. Mit yndlingslokomotiv derimod, var MZ’erne, og allerbedst var dem af serie III. I modsætning til serie I og II med 3300 hk havde de 3900 hk, og at en maskine har flere hestekræfter end en anden, er noget enhver 11-årig dreng kan forstå! Desuden var de mere strømlinede, langs siden af motorrummet havde de kun eet gitter og een lille rude, hvad der understregede deres længde og slanke linjer. Serie I og II havde et rod af gitre og ruder mellem hinanden, og var sommetider i den knapt så spændende gamle brune lakering. Og frontruderne på MZ III! Et lykketræf af design, dette smarte sølvfarvede bånd, der afskar hver rude lodret ind mod midten og skråt ude i siden, hvor glasset endda gik rundt om hjørnet. Det stak mig selvfølgelig i hjertet da de nogle år senere blev renoveret og sølvbåndet forsvandt, til fordel for nye, grimme og helt anonyme frontruder.
Endelig en dag oprandt selvfølgelig ”min første gang”. Men det var først langt senere, i 1985, jeg var for længst blevet student og havde andre ting i hovedet. Selvfølgelig var jeg spændt, men det overskyggedes af nøgternheden ved ikke længere at være et barn, og endnu mere af grunden til turen; jeg skulle besøge en flirt i Hamburg. I årene derefter kørte jeg af og til på strækningen, men opdagede desværre at Fugleflugtslinjen bedst opleves ”udefra”. Fra toget ser man kun hvor flad og forholdsvis ensformig Lolland er, og andre tog ser man nu kun sjældent. Fremme i 1994 var den internationale trafik overtaget af de ikke særligt magiske IC3-tog, der kun kører til Hamburg, og i 1997-98 forsvandt godstogene til Storebælt. Da jeg i slutningen af 90’erne boede i Berlin i flere perioder kørte jeg ofte på strækningen, og skamfuldt må jeg tilstå at det nærmest blev en rutine, sommetider læste jeg endda og kiggede knapt nok ud af vinduet... Udsigten var heller ikke opmuntrende, på alle de tre krydsningsstationer rustede vigesporet, og vidnede om nedgangen i antallet af tog, og at fortryllelsen fra min barndom tilhørte en svunden tid. ”Sic transit gloria mundi” kunne man passende sige.
Af
R, København
Hvornår jeg begyndte at kigge på tog ved jeg ikke længere. Jeg ved kun at jeg ikke har været mange år gammel før jeg begyndte at fable om ”MY’erne”, og at især Fugleflugtslinjen fra Nykøbing Falster til Rødby Færge har spillet en væsentlig rolle i min interesse.
Jeg er opvokset i Nordsjælland, men min barndoms landskab er i høj grad egnen ved Frejlev på det sydøstlige Lolland, hvor mine længst afdøde bedsteforældre boede. Her tilbragte jeg uendelige sommerferier, som jeg kun har gode og spændende minder om; min bedstemors gammeldags, men endeløst varierede kogekunst, den cigarlugtende stue med de tunge møbler og klaveret og kortspil om aftenen, haven med jordbærrene, kartoflerne, og udsigten over det flade Lolland, og først og fremmest bilturene med mine bedsteforældre og - da jeg var blevet lidt ældre - mine cykelture alene i området.
Tværs over Lolland strækker Fugleflugtslinjen sig, denne vidunderlige, næsten snorlige enkeltsporede jernbane, der er bygget med eet eneste formål: At lade de internationale tog komme fra København til Tyskland på kortest mulig tid, uden omveje og uden hensyn til lokaltrafikken. Det er svært at forklare hvorfor, men strækningen har en særlig stemning, som jeg ikke kender magen til andre steder. Den er ikke prosaisk som de dobbeltsporede og elektrificerede strækninger med tæt trafik, den består af et eneste par lynende blanke skinner, der strækker sig helt ud til horisonten, hvilende på betonsveller og mørkebrune skærver, tydeligvis skabt for at togene kan køre hurtigt. Her har aldrig været stærkt befærdet, togene har aldrig kørt i timedrift, og de allerfleste tog på strækningen dengang var farvestrålende internationale eksprestog eller godstog. Her var ingen ensformighed med regionaltog eller S-tog i faste minuttal, et tog på Fugleflugtslinjen var en begivenhed for mig, og var knyttet til en forudgående forventning, en barnlig spænding ved at ”noget” nærmede sig. Romantisk, selvom der ikke just var tale om lokalbaneromantik.
Når jeg skulle på ferie i Frejlev, alene eller sammen med min søster, kunne det foregå på to måder. Enten blev vi kørt i bil, det var ikke dårligt, da man mellem Vordingborg og Nykøbing/Toreby på længere strækninger kører parallelt med jernbanen, mest spændende selvfølgelig på Storstrømsbroen (det var før Farøbroen). Eller vi kørte med toget til Nykøbing, i begyndelsen ledsaget af min mor, senere alene. At køre med toget var selvfølgelig det bedste, det giver sig selv. På Københavns Hovedbanegård lavede jeg krumspring for at sikre mig en fremadrettet vinduesplads, helst i venstre side så jeg kunne se de modgående tog, og undervejs hang jeg ved ruden og slugte alt hvad toget passerede. På Falster kunne man være heldig at toget skulle krydse et modgående tog, så hang jeg ud af vinduet og aflæste PU-signaler og sporskifternes stilling, indtil få sekunder før det modkørende diesellokomotiv susede forbi.
I Nykøbing blev jeg eller vi hentet på perronen af mine bedsteforældre, som kørte os i bil det sidste stykke til Frejlev. Allerede på perronen underholdt jeg dem begejstret med detaljer om hvor mange tog jeg havde set undervejs og hvilke vi havde krydset på hvilken station, altimens MZ-lokomotivet langsomt og uimodståeligt halede toget ud fra stationen og med sin karakteristiske brummen accelererede mod de sidste, for mig så eftertragtede og uopnåelige, kilometer til Rødby. I mange år var min største drøm engang at kunne blive siddende i toget i Nykøbing, og endelig, endelig prøve at gennemkøre min yndlingsstrækning.
Ude på linjen mellem Nykøbing og Rødby er der tre fjernstyrede krydsningsstationer, Lolland Nord, Midt og Syd. De har ingen perroner og er kun bygget for at togene kan krydse hinanden. Tættest på Frejlev, nær landsbyen Flintinge, ligger Lolland Nord, og på vejbroerne i hver ende af den har jeg ofte stået med min tålmodige bedstefar og af og til min knapt så tålmodige søster, med sommerfugle i maven af spænding når et tog nærmede sig. Lolland Midt ved Karleby besøgte vi også af og til, den er anderledes fordi den ligger i en af strækningens få kurver, mens jeg aldrig har set Lolland Syd ”udefra”, jeg mindes kun at have set dens fremskudte signaler i det fjerne gennem bilvinduet. Da jeg blev lidt ældre og selv kunne tage på cykelture fra Frejlev, cyklede jeg altid til broen i den østlige ende af Lolland Nord. Det var den udkigspost der kunne nås hurtigst fra Frejlev, med den forholdsvis sparsomme trafik på linjen gjaldt det om ikke at miste et eneste minut, og jeg husker stadig hvordan jeg med tungen ud af halsen trampede afsted af de bil- og mennesketomme sideveje, en af dem hed endda ”Ko-Alléen”!
Noget af det mest spændende var selvfølgelig når man kunne opleve en krydsning. Der var noget udefinerbart stemningsfuldt over krydsninger, hvor et af de internationale tog eller et godstog, her midt ude i ingenting, sagtnede farten og krøb ind på vigesporet. Spændingen steg, og minutterne sneglede sig afsted, indtil de endelig blev forløst ude i horisonten af tre lanterner i triangel, der snart forvandlede sig til et MZ-lokomotiv med den vanvittige fart af 120 km/t.
Hvad der bidrog til forventningen i de lange pauser mellem togene, var signalerne. Jeg havde slugt adskillige bøger om DSBs signalsystemer, og kunne stirre længe på Lolland Nords østlige udkørselssignal, der stædigt kunne lyse rødt i hvad der forekom som timer, selvom jeg nedkaldte alverdens forbandelser over det for at få det til at skifte til grønt. Hvilket gib det gav når det så pludselig skiftede! Noget som kendetegner enkeltsporede strækninger fremfor dobbeltsporede er manglen på mellembloksignaler, her har stationerne i stedet fremskudte signaler 800 meter før indkørselssignalet. De fremskudte signaler mellem Vordingborg og Rødby er fast knyttede til mine minder fra dengang, jeg syntes de var mere spændende end andre signaler fordi de ikke har fast lys, men altid blinker, og fordi deres funktion gør, at de står i ensomhed langt ude på linjen og ikke som de fleste andre signaler inde ved stationerne. Deres dovne gule blinklys i midten kunne gøre mig nedslået (ingen tog på vej...), mens jeg fandt deres dobbelte grønne blink noget af det flotteste man kunne forestille sig.
En dag holdt jeg med mine bedsteforældre i bilen på broen vest for Lolland Nord. Min bedstemor kom til at spørge mig hvad det gule skilt med det sorte F nede på signalmasten mon betød. Efter at jeg havde forklaret dem om signaler i en halv times tid, så de begge temmelig rystede ud!
De internationale tog dengang var noget andet end nu. Som regel blev de trukket af et rød/sort eller brunt MZ-lokomotiv, og bestod af to-tre røde DSB-vogne til Rødby Færge og tre-syv internationale vogne, grønne eller blå/gule siddevogne eller mørkeblå sovevogne med forhøjet tag. De havde fantastiske navne som Skandinavien-Holland-Expres, Alpen-Expres, Nord-Expres, Nord-Vest-Expres og Tirol-Expres, og på destinationsskiltene stod der navne som Rom, Innsbruck, München, Paris eller Hoek van Holland. Hvad mere skulle der til for at fylde en 10-årig med udlængsel? Når jeg nødtvunget steg ind i de lokale vogne på Hovedbanegården, dem man skulle benytte hvis man steg af igen inden færgen, kiggede jeg misundeligt på interrailerne med deres rygsække og lange hår, der steg ind i de internationale vogne. Hvornår ville det blive min tur?
Ofte studerede jeg køreplanen og sammenlignede de forskellige tog. Jeg mente tydeligt at kunne rangordne dem efter hvor få gange de standsede mellem København og Rødby. De typiske standsninger var Næstved og Nykøbing, et enkelt af eksprestogene standsede endda kun i Nykøbing, det var der stil over. Andre tog var degraderede til også at standse i Roskilde eller Vordingborg, og allernederst i mit hierarki befandt det latterlige ”Neptun” sig, der undervejs til Gedser vist endda holdt i Valby og Nørre-Alslev. Hvor dybt kunne et tog synke? Og allerøverst på skalaen var min favorit, TEE-toget ”Merkur”. Det var en rigtig oddball; et MX-lokomotiv med kun to vogne, rød/gule TEE-vogne, der kun havde 1. klasse. Og det standsede slet ikke undervejs til Rødby!!! Jeg vidste at jeg aldrig nogensinde ville få mulighed for at køre med det, men jeg kunne i det mindste stå klar på broen ved Lolland Nord eller Midt på det tidspunkt det efter mine beregninger måtte passere – og drømme om at jeg sad inde i en af de to smukke vogne, omgivet af meget vigtige forretningsmænd og rige jetsettere, på vej til Stuttgart. Til min sorg blev toget nedlagt i 1978, og mange år senere læste jeg tilfældigt at det aldrig havde været nogen succes, men det vidste jeg heldigvis ikke dengang, og fik ikke magien ved dette tog ødelagt af påtrængende kendsgerninger.
”Merkur” var mit yndlingstog, med sin ensomme MX, der ellers ikke sås på Fugleflugtslinjen dengang. Mit yndlingslokomotiv derimod, var MZ’erne, og allerbedst var dem af serie III. I modsætning til serie I og II med 3300 hk havde de 3900 hk, og at en maskine har flere hestekræfter end en anden, er noget enhver 11-årig dreng kan forstå! Desuden var de mere strømlinede, langs siden af motorrummet havde de kun eet gitter og een lille rude, hvad der understregede deres længde og slanke linjer. Serie I og II havde et rod af gitre og ruder mellem hinanden, og var sommetider i den knapt så spændende gamle brune lakering. Og frontruderne på MZ III! Et lykketræf af design, dette smarte sølvfarvede bånd, der afskar hver rude lodret ind mod midten og skråt ude i siden, hvor glasset endda gik rundt om hjørnet. Det stak mig selvfølgelig i hjertet da de nogle år senere blev renoveret og sølvbåndet forsvandt, til fordel for nye, grimme og helt anonyme frontruder.
Endelig en dag oprandt selvfølgelig ”min første gang”. Men det var først langt senere, i 1985, jeg var for længst blevet student og havde andre ting i hovedet. Selvfølgelig var jeg spændt, men det overskyggedes af nøgternheden ved ikke længere at være et barn, og endnu mere af grunden til turen; jeg skulle besøge en flirt i Hamburg. I årene derefter kørte jeg af og til på strækningen, men opdagede desværre at Fugleflugtslinjen bedst opleves ”udefra”. Fra toget ser man kun hvor flad og forholdsvis ensformig Lolland er, og andre tog ser man nu kun sjældent. Fremme i 1994 var den internationale trafik overtaget af de ikke særligt magiske IC3-tog, der kun kører til Hamburg, og i 1997-98 forsvandt godstogene til Storebælt. Da jeg i slutningen af 90’erne boede i Berlin i flere perioder kørte jeg ofte på strækningen, og skamfuldt må jeg tilstå at det nærmest blev en rutine, sommetider læste jeg endda og kiggede knapt nok ud af vinduet... Udsigten var heller ikke opmuntrende, på alle de tre krydsningsstationer rustede vigesporet, og vidnede om nedgangen i antallet af tog, og at fortryllelsen fra min barndom tilhørte en svunden tid. ”Sic transit gloria mundi” kunne man passende sige.