Aarhus Letbane genåbner Odderbanen
I slutningen af juli 2018 begyndte Aarhus Letbane endelig på testkørsler til Odder, efter at Odderbanen havde været lukket i næsten 2 år.
Herefter fremsendte Aarhus Letbane 17. august 2018 den endelige, overordnede sikkerhedsvurderingsrapport, som skal ligge til grund for en godkendelse af letbanestrækningen mellem Odder og Aarhus til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen.
En godkendelse af strækningen mellem Odder og Aarhus vil også omfatte godkendelse af den tre kilometer lange strækning mellem Universitetshospitalet i Skejby og Lisbjergskolen.
Aarhus Letbane togsæt 2201 under testkørsler i Odder, 31. juli 2018. Foto Søren Villumsen.
Iflg. dr.dk har Aarhus Letbane 24.08.2018 fået sikkerhedsgodkendelse fra Transport- bygge og boligstyrelsen til at kunne begynde kørslen til Odder, og i løbet af eftermiddagen meddelte Aarhus Letbane, at driften på strækningen bliver optaget lørdag 25. august 2018 kl. 5.20 fra Aarhus H til Lisbjergskolen, mens første tur fra Odder mod Aarhus afgår kl. 5.37. Første afgang fra Aarhus H til Odder er kl. 6.19.
På Odderbanen vil der i første omgang køres i halvtimesdrift mellem Odder og Lisbjerg Skole. Når Grenåbanen engang åbner vil der blive halvtimedrift til Mårslet, hvilket betyder et tog hvert kvarter på den indre del af Odderbanen.
Aarhus Letbane togsæt 2202 under testkørsler i Odder, 31. juli 2018. Kigger man godt efter vil man se, at den hidtidige angivelse af spornumre, spor 1 og 2 (anvendt siden 1884!), nu er ændret til spor 2 og 3. Mon spor 1 er det hvor Y-togs styrevognen ses i baggrunden? Foto Søren Villumsen.
Se også http://www.letbanen.dk/nyheder/nyheder/2018/odder-ansg-afl/ og http://www.letbanen.dk/nyheder/nyheder/2018/aabning-odderbanen-og-lisbjerg/.
(jh) 24.08.2018