Jernbanenyheder II. kvartal 2020

Danmark

Første testkørsler på Odense Letbane

De første testkørsler på Odense Letbane startede 21.04.2020, hvor togsæt 06 kørte fra kontrol- og vedligeholdelsescenteret i Hjallese (CMC) langs Hestehaven til krydset for Svendborgvej og retur.

Odense Letbane 06-7 på første testtur langs Hestehaven i Hjallese
Odense Letbane 06-7 på første testtur langs Hestehaven i Hjallese, 21. april 2020.

Turen foregik ganske langsomt og med mange stop undervejs, da der i første omgang skal testes at letbanetogets systemer fungerer sammen med øvrig infrastruktur og signaler. Senere vil hastigheden blive øget og togsættene vil kunne opleves køre med op til 70 km/t.

Sæt 06 er i øvrigt det p.t. senest leverede togsæt og ankom 05.04.2020. Vognene i togsættene er nummeret -1, -2, -3, -6 og -7, hvorved de allerede er forberedt for eventuel forlængelse, når og hvis Letbanen bliver en stor publikums-succes.

Odense Letbane 06-1 på første testtur langs Hestehaven i Hjallese
Odense Letbane 06-1 på testtur ved det grønne område i østenden af Hestehaven, 21. april 2020.

Nøj, hvor har eders redaktør glædet sig til at tage et billede af et letbanetog netop her, hvor banen næsten har karakter af en Überland-Strassenbahn ;-)

Flere billeder fra de første testkørsler kan ses i billedgalleriet.

Testkørslerne fortsatte i løbet af uge 17, 2020. Flere billeder fra disse testkørsler kan ses også i billedgalleriet.

Og så har eders redaktør forsøgt sig med en lille video, som kan ses herunder:



(jh) 21.04.2020, opdateret 24.04.2020

Til top