Jernbanenyheder III. kvartal 2026

Danmark

DB Cargo lejer ELL 7193 621

DB Cargo Scandinavia har taget et indlejet Siemens Vectron-lokomotiv i brug i Danmark, ELL 7193 621 (Siemens 23967 / 2026). Lokomotivet fremførte "øl-toget" G 8023 (Htå–Fa) den 24.09.2026.

7193 621 er leveret til ELL i 2026 og har allerede tidligere været anvendt i skandinavisk trafik. I august var lokomotivet midlertidigt indlejet af Snälltåget, sammen med søstermaskinen 7193 624, i forbindelse med reparation af selskabets faste bestand af Vectron-lokomotiver.

DB Cargo Scandinavia har indgået aftaler med leasingselskaberne ELL og Railpool om leje af op til 12 Vectron-lokomotiver af subtypen B18. Baggrunden er overgangen til ETCS i Sønderjylland, hvor DB Cargo fremover skal bruge lokomotiver, der er udrustet til kørsel med det nye signalsystem. Samtidig er ombygningen af selskabets egne EG-lokomotiver og en række BR 187-lokomotiver til ETCS forsinket.

Vectron B18 er en såkaldt korridorvariant, der er udrustet til trafik gennem blandt andet Tyskland, Danmark, Sverige og Norge. Den er forsynet med ETCS samt dansk STM-udrustning, så lokomotivet også kan køre på danske strækninger, hvor det eksisterende ATC-system fortsat er i brug.

For DB Cargo Scandinavia bliver de leasede Vectroner en midlertidig løsning, mens selskabets øvrige lokomotivflåde tilpasses ETCS. Samtidig reduceres brugen af selskabets BR 185-lokomotiver, som mangler ETCS og derfor gradvist får vanskeligere ved at anvendes i den danske trafik, efterhånden som det nye signalsystem udrulles.

Også DSB ønsker midlertidigt at leje Vectron lokomotiver, det skrev vi om her.
(jds) 30.09.2026

Første moderniserede metrotog tilbage i drift

Moderniseringen af det første tog har været et langvarigt forløb. Toget blev sendt til Alstoms værksted i Rotterdam i august 2023 og vendte først tilbage til København i april 2026. Efter yderligere test blev det sat i ordinær drift i september, godt tre år efter afsendelsen. De første tog har fungeret som reference for moderniseringen af resten af serien. Oprindeligt var planen, at alle 34 tog skulle være færdige i 2026, men tidsplanen er siden ændret, så det sidste tog nu ventes tilbage i drift i 2029.

Det første af de 34 oprindelige metrotog på M1 og M2 er nu tilbage i ordinær drift efter en omfattende modernisering. Togsættet - nummer 33 - vendte tilbage til København fra Alstoms værksted i Rotterdam i april og har siden gennemgået en række test, inden det nu igen medio september 2026 er sat i trafik.

De 34 tog har været i drift siden Metroens åbning i 2002 og står nu foran en levetidsforlængelse, som skal sikre mindst ti års yderligere drift. Det moderniserede tog havde inden turen til Rotterdam kørt omkring 2,3 millioner kilometer.

Arbejdet omfatter blandt andet udskiftning af døre, kabler og elektronik, dele af undervognen, nyt gulv, ny belysning og maling. Samtidig er sædeindretningen ændret, så kapaciteten øges fra omkring 270 til cirka 300 passagerer pr. tog. Det svarer til en kapacitetsforøgelse på omkring 11 procent.

Metroselskabet indgik i 2022 en kontrakt med Alstom om moderniseringen af de 34 tog. Kontrakten havde en værdi på omkring 30 millioner euro. Planen var oprindeligt, at de ældste tog skulle udskiftes omkring 2025, men levetidsforlængelsen betyder i stedet, at de kan fortsætte frem mod omkring 2035.

De 34 oprindelige tog kører på M1 og M2 sammen med otte nyere tog (leveret 2020), så den samlede flåde på de to linjer består af 42 togsæt. Moderniseringsprogrammet sker samtidig med, at Metroselskabet forbereder en senere udskiftning af både tog og signalsystem på M1 og M2, når den nuværende generation nærmer sig slutningen af sin levetid i løbet af 2030’erne.
(jds) 30.09.2026

Svendborgbanen lukkes i 16 dage, mens nyt signalsystem tages i brug

Togtrafikken mellem Odense og Svendborg indstilles fra den 3. oktober, mens Banedanmark tager et nyt digitalt signalsystem i brug på Svendborgbanen. I perioden erstattes togene af togbusser, og den normale togtrafik ventes genoptaget den 19. oktober. Som tidligere beskrevet overtog DSB Vores Tog driften på Svendborgbanen fra GoCollective for kun en måned siden.

Spærringen er kulminationen på et arbejde, som har stået på gennem de seneste to år. Banedanmark har forberedt banen til det nye signalsystem ved blandt andet at installere teknisk udstyr i spor, overkørsler og på stationerne langs den omkring 48 kilometer lange strækning mellem Odense og Svendborg.

I de godt to uger uden togtrafik skal det sidste udstyr i spor og overkørsler udskiftes. Banedanmark skal blandt andet udskifte sporskiftedrev og installere nyt udstyr i sporet, hvorefter hele systemet skal testes, før banen igen kan åbnes for trafik. Arbejdet er så omfattende, at det ikke er muligt samtidig at køre tog på strækningen.

Det nye signalsystem afløser de gamle sikringsanlæg på Svendborgbanen. Ifølge Banedanmark er de eksisterende anlæg nedslidte og har gennem årene været årsag til en række fejl og forsinkelser. Det digitale system skal på sigt give en mere stabil drift og færre signalfejl. Banedanmark gør dog samtidig opmærksom på, at der efter ibrugtagningen kan være en periode, hvor systemet skal justeres.

Forberedelserne har omfattet i alt syv stationer og 30 overkørsler. Blandt det nye udstyr er 135 vejsignaler, 87 bomdrev, 105 signalmærker, 130 baliser og 128 akseltællere. Arbejdet med de fysiske installationer begyndte allerede i 2025.

Svendborgbanen bliver dermed den næste danske strækning, hvor de traditionelle sikringsanlæg erstattes af Banedanmarks digitale signalprogram. På det nye system modtager lokomotivføreren signalinformation direkte i toget, mens togene blandt andet registreres ved hjælp af udstyr i sporet.
(jds) 30.09.2026

DSB's IC3-togsæt har samlet kørt 1 milliard kilometer

DSB’s flåde af IC3-togsæt har tilsammen rundet en milliard kørte kilometer. Milepælen blev markeret på DSB’s værksted i Aarhus den 10. september, hvor nuværende og tidligere medarbejdere deltog i en fejring af togtypen, der gennem mere end 35 år har været en central del af den danske fjerntrafik.

De første IC3-togsæt blev sat i ordinær drift i 1990, hvor de afløste de navnkundige Sølvpile, litra MA, i lyntogstrafikken, og året efter blev DSB’s nye køreplan for fjerntrafikken i høj grad baseret på IC3. Togtypen var udviklet til at afløse en stor del af den traditionelle lokomotivtrukne fjerntrafik og gjorde det samtidig muligt hurtigt at dele og samle tog undervejs, blandt andet ved færgerne på Storebælt.

Et IC3-togsæt består af tre vogne, MFA-FF-MFB, og den karakteristiske gumminæse gør det muligt at skabe gennemgang mellem sammenkoblede togsæt. Op til fem sæt kan sammenkobles, og IC3 kan desuden køre sammen med de elektriske IR4-togsæt.

I alt blev 92 IC3-sæt leveret til DSB fra 1989 til 1998. I 2003 købte DSB yderligere fire sæt, som oprindeligt var bygget til svensk trafik, og dermed voksede flåden til 96 togsæt.

IC3 blev hurtigt grundstammen i DSB’s InterCity- og Lyntogstrafik, men har gennem årene også været anvendt i regionaltrafikken og i international trafik. Fra 1993 blev IC3 blandt andet indsat i EuroCity-trafikken mellem København og Hamburg via Rødby-Puttgarden. En del af togene blev derfor udstyret til kørsel i Tyskland, mens andre senere blev udstyret til trafik i Sverige.

Den lange levetid har krævet flere større moderniseringer. I 00’erne fik alle 96 sæt blandt andet nye motorer, transmissioner og gear, og fra 2018 gennemførte DSB endnu en opgradering med blandt andet nyt interiør i forbindelse med de planlagte store eftersyn.

Ifølge DSB’s oplysninger er MF 5018 det IC3-sæt, der har kørt længst. Det har alene tilbagelagt lidt over 11 millioner kilometer. Samlet har de 96 IC3-sæt nu passeret en milliard kilometer.

IC3-togene udgør fortsat grundstammen af DSB’s fjern- og regionaltrafik, men deres afløser er på vej. De nye elektriske IC5-togsæt fra Alstom er under levering. Når disse er fuldt indfaset, skal de nye eltog udgøre rygraden i DSB’s fremtidige togtrafik og IC3 vil blive udrangeret.

Billeder fra fejringen af milepælen kan ses hos Simontog.dk.
(jds) 16.09.2026

DSB Vores Tog tager over fra GoCollective

DSB's datterselskab DSB Vores Tog overtog GoCollectives jernbanetrafik på strækningerne i Midt- og Vestjylland og på Svendborgbanen tirsdag 1. september 2026.

Det sker efter at GoCollective har indgået en frivillig aftale med Transportministeriet om et førtidigt ophør af kontrakten som operatør for følgende 8 strækninger:
• Struer – Herning – Vejle
• Aarhus – Langå – Struer
• Thisted – Struer
• Aarhus – Herning – Struer
• Herning – Skjern – Esbjerg
• Esbjerg – Tønder – Niebüll
• Esbjerg – Varde – Nørre Nebel
• Odense – Svendborg

GoCollective AR 2040A bagerst i togsæt under afgang fra Skanderborg.


GoCollective på vej ud af billedet i Skanderborg, 29. august 2026. Foto: Søren Villumsen.

GoCollective fortsætter som selskab med ansvar for bus- og havnebusdrift. Det er udelukkende togdelen, der er udskilt og overdraget til DSB Vores Tog som et selvstændigt selskab ejet af DSB.

Inden overdragelsen var GoCollectives drift voldsomt udskældt, men en truende konkurs satte for alvor fart på overdragelsen. DSB viderefører driften i et særskilt datterselskab med base i GoCollectives togselskabs nuværende hovedkvarter i Silkeborg. Driften vil ske med GoCollectives eksisterende togsæt, og som en del af aftalen købte DSB allerede i juni måned 9 hensatte togsæt, som skal gøres køreklare.

DSB har købt GoCollectives 59 Alstom Lint- og Siemens Desiro-togsæt for i alt 479 mio. kr. Der er mere tale om 29 Lint-togsæt fra 2004 (AR 1001-1029), 12 Lint-togsæt fra 2010 (AR 2040-2051) og 2 Lint-togsæt fra 2012 (AR 2052-2053) samt 8 Desiro-togsæt fra 2002 (AR 3065-3072) og 8 Desiro-togsæt fra 2010 (AR 4083-4090). Desiro-togsættene blev oprindeligt leveret til DSB som litra MQ.

De nuværende medarbejdere i GoCollectives togselskab er overgået til DSB som led i virksomhedsoverdragelsen.
(jds) 02.09.2026

Talgo togsæt i indenlandsk drift

DSB's Talgo-togsæt har hen over sommeren været anvendt i internationale tog til Hamburg, omend der har været så mange tekniske problemer med togsættene, at de i praksis har været ude af drift i længere perioder.

For at afhjælpe DSB's anstrengte materielsituation er man fra primo september tillige begyndt at anvende togsættene i indenlandsk trafik. Således kunne DSB EB 3236 + Talgo togsæt EC 0405 observeres i IC 50108 (Fa-Kk) den 2. september 2026.
(jds) 02.09.2026

NRFAB TME 1529 godkendt med ETCS

Et af de tidligere DSB ME-lokomotiver er nu klar til en ny tilværelse på det danske jernbanenet. Nordic Re-Finances TME 1529 – det tidligere DSB ME 1529 – er blevet godkendt med det europæiske signalsystem ETCS.

Godkendelsen betyder, at det mere end 40 år gamle diesellokomotiv også kan anvendes på strækninger, hvor Banedanmarks nye signalsystem er taget i brug. Samtidig baner godkendelsen vejen for, at flere af Nordic Re-Finances tidligere DSB ME-lokomotiver kan få samme udrustning.

ME 1529 blev leveret til DSB fra Henschel i Kassel i oktober 1983 og var i næsten fire årtier en del af DSB's flåde af ME-lokomotiver. I 2021 blev lokomotivet sammen med hovedparten af de resterende ME-lokomotiver solgt til det svenske materielselskab Nordic Re-Finance, hvor lokomotiverne betegnes TMe.

Siden salget fra DSB har de tidligere ME-lokomotiver fået vidt forskellige tilværelser. Flere er kommet i drift i Sverige, Polen og Ungarn, mens andre fortsat anvendes af operatører i Danmark.

Indførelsen af ETCS på det danske jernbanenet har stillet nye krav til ældre lokomotiver. Hvis de fortsat skal kunne anvendes bredt i Danmark, skal de forsynes med ETCS-udstyr samt et såkaldt STM-modul, der gør det muligt at kommunikere med det eksisterende danske ATC-system på strækninger, hvor dette fortsat er i brug.

Ombygningen af TME 1529 blev påbegyndt i 2023, og lokomotivet er nu blevet typegodkendt med den nye udrustning. Dermed kan arbejdet med at installere tilsvarende udstyr i flere lokomotiver begynde.

I første omgang ventes fire TME-lokomotiver at blive udrustet til kørsel med ETCS og dansk STM. Tre af dem er tiltænkt Contec Rail. I første omgang ventes TME 1529 anvendt af Contec Rail til transporter af IC4-togsæt mellem Fredericia og værkstedet i Aarhus, hvilket hidtil typisk har være varetaget af Contec Rail MX-lokomotiver.
(jds) 02.09.2026

Ny operatør skal drive Københavns Metro fra september 2027

Københavns Metro får for første gang siden åbningen i 2002 en ny operatør. Fra september 2027 overtager selskabet KBH Metro Partner driften og vedligeholdelsen af metrolinjerne M1, M2, M3 og M4 fra Metro Service.

Metroselskabet har valgt KBH Metro Partner efter et internationalt udbud, hvor syv selskaber søgte om at blive prækvalificeret, mens tre gik videre til selve tilbudsrunden. Den nye kontrakt har en værdi på omkring 17 mia. kr. og løber i 12 år frem til 2039 med mulighed for yderligere tre års forlængelse.

KBH Metro Partner er et joint venture mellem franske RATP Development og ComfortDelGro. RATP-koncernen har blandt andet omfattende erfaring med metrodrift i Paris, herunder automatiske metrolinjer, mens Singapore-baserede ComfortDelGro driver kollektiv trafik i en række lande.

Operatørskiftet markerer et markant skifte i Københavns Metros historie. Metro Service har stået for driften siden Metroens åbning og blev faktisk etableret allerede i slutningen af 1990'erne som led i forberedelserne til den kommende metro. Ejerskabet har siden ændret sig flere gange siden, men Metro Service har gennem hele Metroens levetid været ansvarlig for den daglige drift og vedligeholdelse.

Metro Service forsvinder dog ikke fra den københavnske kollektive trafik. Selskabet fortsætter blandt andet som operatør af Hovedstadens Letbane.

Den nye operatørs opgaver kommer ikke blot til at omfatte selve togdriften. Kontrakten dækker blandt andet bemanding, kundeservice, trafikinformation, rengøring og vedligeholdelse af Metroens tekniske systemer.

Metrovej i Ørestad


Metro Service har værksteder og vedligeholdsdepoter ved både Vasbygade og Vestamager i København. På billedet ses bygningskomplekset som huser Metro Service og Metroselskabet på Metrovej ved Vestamager station, 7. juni 2026.

En del af medarbejderne hos Metro Service ventes at blive virksomhedsoverdraget til den nye operatør. Frem mod overtagelsen skal Metroselskabet, Metro Service og KBH Metro Partner derfor gennemføre en længere overgangsperiode, der skal sikre, at skiftet sker uden påvirkning af den daglige drift.

Der venter samtidig den nye operatør flere større projekter. M1 og M2 står foran omfattende teknisk fornyelse med blandt andet nyt signalsystem og nye tog, mens M4 i 2032 forlænges med yderligere to stationer i Ydre Nordhavn.

Den kommende metrolinje M5 er ikke omfattet af kontrakten.

Københavns Metro består i dag af fire linjer med i alt 44 stationer og omkring 43 kilometer spor. I 2025 satte Metroen passagerrekord med 135 millioner rejsende.
(jds) 02.09.2026

Resterende del af Hovedstadens Letbane åbnet for drift

Lørdag 22. august 2026 åbnedes den nordlige del af Hovedstadens Letbane fra Rødovre nord gennem Herlev, Gladsaxe og Lyngby til Lundtofte. Forinden havde intensive testkørsler fundet sted siden marts 2026, og hen over sommeren var der i praksis tale om driftssimulering af regulær drift.

Selve indvielsen af den resterende del af letbanen fandt sted om formiddagen, med samtidig folkefest i flere af de kommuner, som banen nu betjener. Ifølge Hovedstadens Letbane kørte i alt 50.000 passagerer med på første driftsdag, hvor det var gratis at køre med.

Den sydlige del af Hovedstadens Letbane blev indviet 26. oktober 2025 og har siden da transporteret 12.000 passagerer gennemsnitligt pr. dag. Letbanekritiske medier kritiserede på åbningsdagen, at man ikke har nået de passagertal, som oprindelige prognoser angav. Ikke desto mindre sprængte åbningen af den sydlige halvdel sidste år hurtigt passagerprognoserne med 60%. Så som altid kan statistik læses på flere måder.

I ugen efter indvielsen har Letbanen desværre været plaget af flere uheld og tekniske vanskeligheder, så der været adskillige driftsstop, en dag sågar på 5 timer. Forhåbentlig er der blot tale om børnesygdomme, hvorefter både medtrafikkanter og teknikken ikke længere kommer til at drille i dagligdagen.
(jds) 02.09.2026

M/F Kronprins Frederik solgt til ophugning

Scandlines har solgt den gamle Storebæltsfærge M/F Kronprins Frederik til ophugning hos Smedegaarden A/S i Esbjerg, hvor færgen ankom mandag 27. juli 2026. Ophugningen er så vidt vides, når dette skrives, endnu ikke gået i gang.

Færgen blev bygget på Nakskov Skibsværft A/S som nybygning nr. 224 og blev leveret til DSB i april 1981, hvor den blev indsat som jernbanefærge på Storebælt mellem Nyborg og Korsør indtil 1997, hvor Storebæltsbroen åbnede.

Siden blev den solgt til Scandlines, ombygget til bilfærge og indsat på Gedser-Rostock ruten, inden den i 2017 blev flyttet til Rødby-Puttgarden overfarten, for transport af gods/lastbiler. Her sejlede den sin sidste tur den 16. marts 2026, hvor den blev afløst af nybygningen "Baltic Whale". Kronprins Frederik har herefter ligget oplagt i Puttgarden og forsøgt solgt til fortsat drift, men det har imidlertid ikke været muligt at finde en køber. Derfor er den 45 år gamle færge derfor nu solgt til ophugning.

De to søsterskibe, M/F Prins Joachim (1980) og M/F Dronning Ingrid (1980) er fortsat i drift.

Prins Joachim er omdøbt til "Morocco Star" og sejler i fart på ruten Marokko - Algeciras.

"Mormor" Dronning Ingrid er blevet ombygget til hospitalsskibet "Africa Mercy" og har været i drift som sådan siden 2007.
(jds) 12.08.2026

Sporudfletninger på den nye bane på Vestfyn taget i brug

Som en vigtig del af anlægget af den nye bane over Vestfyn blev de to sporudfletninger vest for Odense og ved Kauslunde taget i brug i uge 30/2026.

Inden ibrugtagningen var der totalspærring på den eksisterende strækning. Sporarbejdet trak ud, med efterfølgende togbus-kaos, hvilket medførte stor medie-bevågenhed midt i agurketiden.

Vejdirektoratet har i øvrigt tildelt sporentreprisen på Ny bane over Vestfyn til Strukton Rail. Entreprisen dækker etableringen af blandt andet af cirka 64 kilometer spor, højhastighedssporskifter og kabelrender og vil finde sted medio 2027 til medio 2028.
(jds) 12.08.2026

Første Alex dobbeltdækkervogn til DSB ankommet til Danmark

Den første af 7 brugte dobbeltdækkervogne, som DSB har købt fra Tyskland i 2023 ankom 1. juli 2026 til Padborg. Vognen har tidligere været anvendt af ALEX - Allgäu-Express, senere Arriva-Länderbahn-Express - og er blevet istandsat af Alstom i Hennigsdorf.

Vognen blev transporteret til Odense 2. juli 2026 om morgen af DSB EB 3219 + DSB B 7763 som M 6440 (Pa-Od). Den er herefter blevet flyttet til Danmarks Jernbanemuseum i Odense, hvor den bliver udstillet hen over sommeren, mens den afventer godkendelse af Trafikstyrelsen.

DSB EB 3219 + DSB B 7763 som M 6440 ankommer til Odense.


DSB EB 3219 + DSB B 7763 som M 6440 ankommer til Odense, 2. juli 2026. Foto: Peter Frost.

Det fulde, nye vognnummer er DK-DSB 55 86 26-77 063-7. Vognen har tidligere været litreret D-DLB DBpz 55 80 26-75 601-2 og er bygget i 2009 af Bombardier i Görlitz.

DSB B 7763  udstillet på Danmarks Jernbanemuseum i Odense.


DSB B 7763 udstillet på Danmarks Jernbanemuseum i Odense, 4. juli 2026. Foto: Peter Frost.

I forbindelse med istandsættelsen er vognen opmalet i helrød med sorte vinduespartier, i lighed med DSB's øvrige nyere materiel.

Flere billeder af vognen, optaget af Peter Frost, kan ses i fotogalleriet. Tak til Peter for at måtte bruge hans fine billeder.
(jds) 09.08.2026

Luxemborg

CFL 3020 bevaret

Et eksemplar af CFL's elektriske lokomotivserie 3000 er sikret for eftertiden, idet CFL 3020 er udvalgt til bevaring og den 19. september blev overført fra CFL's vedligeholdelsescenter i Luxembourg til det statslige kulturarvsmyndigheds remiseområde i Pétange.

CFL's serie 3000 omfattede oprindeligt 20 elektriske lokomotiver, nummereret 3001-3020. De blev bestilt i midten af 1990'erne som en del af en fælles anskaffelse med de belgiske statsbaner SNCB, der samtidig bestilte 60 næsten identiske lokomotiver som serie 13. Lokomotiverne blev leveret af GEC-Alsthom, det senere Alstom, og var teknisk beslægtet med de franske BB 36000 "Astride". De luxembourgske lokomotiver blev bygget i 1998-99.

Baggrunden for anskaffelsen var blandt andet elektrificeringen af Athus-Meuse-forbindelsen i Belgien samt CFL's behov for at erstatte ældre trækkraft og få lokomotiver, der kunne anvendes på tværs af grænsen mellem Luxembourg og Belgien. Serie 3000 kunne anvendes både under 25 kV vekselstrøm og 3 kV jævnstrøm, ydede omkring 5.200 kW og havde max. hastighed på 200 km/t.

Lokomotiverne blev anvendt i både person- og godstrafik. I persontrafikken blev de blandt andet kendt fra de internationale tog mellem Luxembourg og Belgien, herunder forbindelserne mod Bruxelles og Liège. De blev samtidig anvendt i CFL Cargo's internationale godstrafik til blandt andet Belgien og Frankrig, og enkelte lokomotiver blev i perioder udlejet til den belgiske godsoperatør, der senere blev til Lineas.

Serien var oprindeligt plaget af en række tekniske problemer og begrænset driftsstabilitet, men kom efterhånden til at præge den internationale trafik omkring Luxembourg gennem mere end to årtier. CFL 3001 blev allerede i januar 2000 svært beskadiget ved en brand i Kautenbach og kom aldrig tilbage i drift, mens 3012 blev udrangeret efter en brand i Frankrig i 2021.

Udrangeringen af hele serien er for alvor sket i de seneste år. Serie 3000 blev taget ud af den ordinære passagertrafik i 2025, og i løbet af 2026 blev størstedelen af de resterende lokomotiver udrangeret. En del af de udrangerede lokomotiver har dog fået mulighed for et nyt liv uden for Luxembourg. Den 8. juni 2026 forlod otte lokomotiver – 3005, 3007, 3008, 3009, 3010, 3011, 3015 og 3016 – Luxembourg samlet sammen med en række tidligere CFL Z2-togsæt. De otte lokomotiver er efterfølgende eksporteret til Rumænien

De sidste maskiner anvendtes hos CFL Cargo, hvor 3018 og 3020 den 30. august 2026 trak et ståltog fra Kinkempois i Belgien til Bettembourg. Det blev det sidste ordinære tog med CFL's serie 3000.

Med bevaringen af 3020 bliver mindst ét eksemplar således tilbage i Luxembourg. Lokomotivet er foreløbig overført til remiseanlægget i Pétange, der benyttes til opbevaring af historisk jernbanemateriel. Der er endnu ikke offentliggjort nærmere oplysninger om, hvorvidt 3020 skal gøres driftsklar eller bevares som statisk museumsgenstand.
(jds) 30.09.2026

Sverige

Tre tidligere DSB MX-lokomotiver ophugget i Sverige

Tre tidligere DSB MX-lokomotiver, som efter udrangeringen fra DSB blev solgt til en privat operatører i Sverige, er blevet ophugget. Det drejer sig om TMX 1013, 1014 og 1016, der oprindeligt blev leveret til DSB som MX 1013, MX 1014 og MX 1016.

De tre lokomotiver var bygget af NOHAB i 1961 og blev i 1994 solgt fra DSB til Inlandsbanan AB i Sverige. Her beholdt de deres numre, men fik litra TMX.

I Sverige blev de tidligere danske lokomotiver anvendt til en række forskellige opgaver. De kørte blandt andet person- og godstog på Inlandsbanen og fungerede desuden som udlejnings­lokomotiver til andre operatører. TMX 1013 og 1016 blev senere malet i blå Grand Nordic-bemaling, mens TMX 1014 bevarede en rød bemaling.

Efter deres tid hos Inlandsbanan kom lokomotiverne videre til RailCare/Three T. Fra omkring 2019 blev maskinerne hensat i Långsele og anvendt som pluklok, dvs. som reservedelslagre.

I august 2026 var TMX 1013 under ophugning i Långsele. TMX 1014 og 1016 var, så vidt vides, på dette tidspunkt allerede ophugget tidligere på året.
(jds) 16.09.2026

Tågab TMY 101 på museum efter 70 år

Efter 70 år i aktiv tjeneste er det ved at være slut for Tågab TMY 101. Lokomotivet, der oprindeligt blev leveret til DSB som MY 1121, kører den 19. september 2026 sin sidste tur i Tågabs tjeneste, inden det overdrages til Sveriges Järnvägsmuseum i Gävle.

I forbindelse med overdragelsen arrangerer Tågab en særlig tur fra Kristinehamn til Gävle og retur. TMY 101 skal trække toget til Gävle, hvor lokomotivet efter ankomsten officielt overdrages til Järnvägsmuseet.

TMY 101 blev bygget af Nydqvist & Holm, NOHAB, i Trollhättan og leveret til DSB i 1956 som MY 1121. Lokomotivet ankom til Danmark den 19. september 1956 og kan således fejre sin 70-årsdag på selve dagen for overdragelsen til museet.

Efter 37 år hos DSB blev MY 1121 i 1993 solgt til det svenske Tågåkeriet i Bergslagen, Tågab, hvor det fik betegnelsen TMY 101. Lokomotivet blev overført til Sverige den 29. december 1993 og har siden været anvendt i blandt andet gods- og arbejdstog.

TMY 101 har siden 2018 været ejet af Sveriges Järnvägsmuseum, men har efter en aftale fortsat været til rådighed for Tågab, så længe selskabet havde behov for lokomotivet i driften. Den 19. september afsluttes denne periode, når TMY 101 får permanent hjemsted på museet i Gävle.

På Järnvägsmuseet markeres ankomsten med et arrangement, hvor Tågab officielt overdrager lokomotivet, og publikum blandt andet får mulighed for at se førerrummet og høre om lokomotivets historie.
(jds) 02.09.2026

Nye Vectron-lokomotiver til Snälltåget

Den svenske operatør Snälltåget modtog to spritnye Siemens Vectron-lokomotiver lørdag 8. august 2026, hvor de blev transporteret igennem Danmark koblet bagpå Snälltågets nattog ST 21320.

Der er tale om de to lokomotiver 7193 621 og 7193 624, begge leveret i hvid, helt neutral bemaling.

Allerede mandag 10. august 2026 kunne 7193 624 opleves for egen kraft igennem Danmark, som maskine på ST 20997.

Foruden de to nye lokomotiver anvender Snälltåget følgende Vectron-ellokomotiver til trafikken igennem Danmark:
118 001 (Siemens 22975/2022, NVR 91 74 0118 001-8 S-ELOC, med reklamefolie for Legoland)
193 288 (Siemens 22256/2017, NVR 91 80 6193 288-8 D-ELOC)
193 423 (Siemens 23324/2024, NVR 91 80 6193 423-1 D-ELOC)
193 965 (Siemens 22892/2021, NVR 91 80 6193 965-1 D-ELOC)
(jds) 12.08.2026

 

Til top