Jernbanenyheder I. kvartal 2026

Danmark

DSB køber brugte dobbelt­dækker­vogne i Luxemburg

I forbindelse med levering af nyt materiel til statsbanerne i Luxemburg, CFL (Chemins de Fer Luxembourgeois), er 9 brugte dobbeltdækkervogne blevet solgt til DSB. Vognene er bygget af Bombardier i Görlitz i 2004-05.

Vognene vil blive sat i stand på DSB's centralværksted i København og anvendt til at forstærke og udvide de eksisterende dobbeltdækkerstammer fra de nuværende sædvanligvis fire til 5 eller 6 vogne.

I modsætning til de i 2023 fra Tyskland indkøbte dobbeltdækkervogne, kan de ni vogne overtages hurtigt, og er solgt til en fordelagtig pris, væsentligt under prisen for de tyske vogne. Vognene ligner i høj grad DSB's eksisterende flåde af DD3-vogne (dvs. den seneste levering af vogne, leaset af Railpool fra 2009 og købt af DSB i 2012) og har energiforsyning svarende til 1500 V., hvilket resulterer i mindre og hurtigere ombygning. I modsætning til DSB's øvrige dobbeltdækkervogne har vognene dog høj indstigning.

Der er tale om 5 vogne litra DABpza og 4 vogne litra DBpza med følgende vognnumre:
CFL DBpza 50 82 26-70 049-2
CFL DBpza 50 82 26-70 052-6
CFL DBpza 50 82 26-70 061-7
CFL DBpza 50 82 26-70 083-1
CFL DABpza 50 82 36-70 020-1
CFL DABpza 50 82 36-70 024-3
CFL DABpza 50 82 36-70 025-0
CFL DABpza 50 82 36-70 028-4
CFL DABpza 50 82 36-70 029-2

De to første vogne, CFL DABpza 50 82 36-70 024-3 og CFL DBpza 50 82 26-70 083-1, ankom til Danmark 24.02.2026, transporteret af RailAdventure til Padborg, og blev samme dag videretransporteret Pa-Gb, trukket af DSB EB 3216.

De ovenfor omtalte i 2023 tysk-indkøbte vogne er under ombygning hos Alstom i Hennigsdorf, men forventes først at kunne komme i trafik fra 2027, efter 4 års (venten på) ombygning(!). Vognene har tidligere været anvendt i trafik som Alex (Allgäu-Express) i det sydlige Tyskland.
(jh) 25.02.2026

To togsæt med kunst-udsmykning på Odense Letbane

Fra primo februar 2026 og cirka 4 måneder frem er to togsæt på Odense Letbane udsmykket med et værk af kunstneren HuskMitNavn.

Udsmykningen af de to togsæt bygger videre på en sanseudstilling, som i hele 2026 kan opleves på udstillingsstedet Brandts i Odense. De to værker viser en række fantasidyr i meget farvestrålende kulører.

Odense Letbane togsæt 02

Odense Letbane togsæt 02 udsmykket af HuskMitNavn. Mobilfoto på Østre Stationsvej i Odense den 11. februar 2026.


HuskMitNavn er en anerkendt kunstner, der startede sit kunstneriske virke som graffitimaler og street-art kunstner. Han optræder anonymt, og hans borgerlige navn er således ikke kendt.
(jh) 18.02.2026, opdateret 25.02.2026

VIKING-Rail indlejer Vectron lokomotiv

VIKING-Rail ApS har indlejet et Vectron lokomotiv fra udlejningsfirmaet Akiem. Der er tale om Akiem 7193 012 (Siemens 24302/2025, NVR-nummer 91 80 7193 012-0 D-AKIEM), som er ankommet til Padborg ultimo januar 2026 og blevet forsynet med VIKING-Rails logo på fronten. Derudover er lokomotivet fortsat i grå bemaling med Akiems karakteristiske røde bobler ved den ene front.

Maskinen er godkendt til kørsel i Tyskland, Østrig, Sverige, Norge og Danmark.

Det vides endnu ikke om den vil erstatte de to hidtil indlejede ellokomotiver 185 407-4 og 185 408-2.

Efter nogle solo prøveture med lokomotivet, som blandt andet bragte det til Helsingør, var første kommercielle tog med anvendelse af VIK 7193 012 fremførsel af et biltog fra Padborg til Esbjerg 12. februar 2026 (i forspand med VIK 1831).

(jh) 30.01.2026, opdateret 18.02.2026

 

Til top