Forligskredsen, der træffer beslutninger om driften af jernbanerne i Danmark, består af de partier, der står bag Transportaftalen. Disse partier er:
Socialdemokratiet (S)
Venstre (V)
Dansk Folkeparti (DF)
Socialistisk Folkeparti (SF)
Radikale Venstre (RV)
Enhedslisten (EL)
Det Konservative Folkeparti (K)
Liberal Alliance (LA)
Alternativet (ALT)
Kristendemokraterne (KD)
Partierne bag transportforliget på Christiansborg har besluttet at opsige kontrakten med GoCollective (tidligere Arriva) om togdriften på en række jyske strækninger samt Svendborgbanen. Beslutningen kommer efter længere tids problemer med driften, hvor særligt et stort antal aflysninger har vakt kritik.
En væsentlig del af aflysningerne skyldes tekniske fejl på GoCollectives materiel, som primært består af op til 20 år gamle Lint- og Desiro-togsæt. Derudover har en markant mangel på reservedele gjort det vanskeligt at opretholde en stabil drift.
Transportminister Thomas Danielsen (V) betegner situationen som en klar misligholdelse af kontrakten fra GoCollectives side. Han lægger dog vægt på, at overdragelsen skal ske på en ordentlig og fredelig måde – med DSB som den forventede overtager af driften.
GoCollective AR 2043 A ankommer til Fruens Bøge, på dagen hvor politikerne på Christiansborg har besluttet at opsige aftalen med GoCollective om jernbanedrift på en række strækninger i Danmark. 16. september 2025.
På myldretid.dk/nyheder/nr/1091 er en lødig gennemgang af transportministerens udmelding om, at DSB skal overtage GoCollectives togtrafik.
(jh) 16.09.2025
Første IC5-togsæt ankommet til Danmark
Det er tredje gang DSB har materiel med litra ES og anden gang betegnelsen IC5 anvendes for et togsæt hos DSB.
Det Sjællandske Jerbaneselskab fik i årene 1863-1971 leveret 18 damplokomotiver litra E fra Esslingen og B & W, som ved overgangen til DSB i 1892 fik litra Es. De sidste af disse lokomotiver blev udrangeret i 1910.
Samme litra blev også anvendt for en række åbne godsvogne med UIC-litra Es, som i midten af 1990'erne blev omlitreret fra litra E i forbindelse med ombygning.
Retfærdigvis skal dog nævnes, at det er første gang litra ES skrevet med versaler anvendes, ved både damplokomotiverne og godsvognene var andet bogstav skrevet med minuskler.
IC5 blev første gang anvendt om Prototypelyntogene litra Bfs/Afm/Bfm/Cfm bygget af Scandia i 1981. Disse var i drift indtil 1992 og blev derefter solgt til Iran i 1995.
Det første togsæt fra Alstom fra Coradia Stream platformen, hos DSB litra ES og populært kaldet IC5, ankom til Padborg den 10. september 2025, og blev transporteret videre til København natten mellem 10. og 11. september 2025. Der er tale om togsæt DSB ES 2504. Videretransporten var oprangeret Hector Rail 241.012 + bremsevogne + DSB ES 2504 + bremsevogn.
Togsættet er ikke officielt overleveret til DSB endnu, men i stedet rangeret til Alstoms nybyggede værksted ved Københavns Godsbanegård.
DSB indgik i 2021 en aftale med Alstom om leverance på 100 togsæt, hvor der i juni 2025 blev udnyttet en option på yderligere 50 togsæt, så der i alt er bestilt 150 togsæt.
Det er meningen at disse skal erstatte alle IC3 (litra MF), IR4 (litra ER) og IC4 (litra MG), som i takt med elektrificeringen af jernbanenettet i Danmark udfases frem mod 2030, så DSB’s togflåde bliver 100% elektrisk. Hvert togsæt vil indeholde 300 siddepladser fordelt i 5 fast sammenkoblede vogne med akselrækkefølge Bo'2'2'Bo’+Bo'2'Bo. Maksimalhastigheden vil være 200 km/h.
Lignende - men ikke identiske - togsæt er allerede i drift i Italien og Nederlandene.
Litra ES forventes i drift fra 2027. (jh) 12.09.2025
SRP MY 1148 til Tyskland
Skandic Rail Partners har siden 2006 ejet MY 1148 (Nohab 2599/1964). Lokomotivet var i en lang periode fra 2007 til 2015 hensat i Haldensleben, hvorefter det blev sat i køreklar stand i Niebüll og har i de senere år været udlejet til Railcare, Captrain, CFL Cargo Danmark og senest Viking Rail.
6. september 2025 er lokomotivet overført til Haldensleben i Tyskland. Maskinen blev trukket af søstermaskinen Altmark Rail V170 1131 sammen med en bremsevogn og en række skinnevogne.
Hermed er der kun 13 MY-lokomotiver tilbage i Danmark:
MY 1101 (Danmarks Jerbanemuseum)
MY 1104 (privateje, hensat i Gedser Remise)
MY 1112 (Danmarks Jernbanemuseum
MY 1126 (Dansk Jernbaneklub)
MY 1134 (Contec)
MY 1135 (Danmarks Jernbanemuseum)
MY 1145 (Regionstog MY 105)
MY 1146 (Viking Rail)
MY 1152 (Viking Rail)
MY 1153 (Contec)
MY 1154 (Contec)
MY 1158 (Contec)
MY 1159 (RSEJ, hensat med motorhavari)
Ex. DSB MH 203, som siden 2019 har tilhørt Freunde des Schienenverkehrs Flensburg (FSF) og været litreret DH 440 er også blevet overført til Tyskland, efter at have været hensat i Padborg i flere år. Denne transport fandt sted 2. september 2025. (jh) 08.09.2025
Yderligere to batteritog leveret til Midtjyske Jernbaner
Den 3. september 2025 blev yderligere to af Midjyske Jernbaners batteri-togsæt transporteret fra Padborg til værkstedet i Lemvig, trukket af NJ Z70 740 + Viking Rail MY 1152 og en række bremsevogne. Der er tale om MjbaD 563 103 + MjbaD 563 003 og MjbaD 563 104 + MjbaD 563 004.
I alt er der bestilt 7 batteritogsæt af typen Siemens Mireo+B til brug på strækningerne Vemb – Lemvig – Thyborøn og Holstebro – Skjern. (jh) 04.09.2025
Sammenstød mellem Letbane og bus i Odense
Om morgenen den 20. august 2025 skete et sammenstød mellem Odense Letbane og en bybus på hjørnet af Klostervej og Østre Stationsvej i Odense centrum.
Bybussen (Keolis 3801, Yutong E12 fra 2021) blev påkørt i siden af Odense Letbane togsæt 05 (med vogn 05-7 forrest), hvorefter bussen blev skubbet omkring 10 meter sidelæns. Samtidig pådrog letbanetogsættets front sig betydelige skader.
Til alt held kom ingen personer alvorligt til skade ved uheldet.
Efterfølgende blev letbanetogsættet igen sporsat ved hjælp af en mobilkran, og driften mellem Idrætsparken og Benedikts Plads kunne genoptages sidst på formiddagen.
Omfanget af skaderne på Letbane-togsættet skal nu vurderes, for at afklare om det kan repareres på værkstedet i Odense eller skal til Stadlers faciliteter ved Berlin.
Årsagen til uheldet er endnu ikke afklaret, så det vides ikke om der har været en teknisk fejl på trafiklys eller om et af køretøjerne er kørt frem for rødt lys. (jh) 21.08.2025
Midtjyske Jernbaners første batteritog i drift
Efter at de første to batteritogsæt hos Midtjyske Jernbaner blev godkendt til drift af Trafikstyrelsen primo juli 2025, kørtes første tur med passagerer mandag 14. juli 2025. Første afgang var fra Vemb mod Thyborøn kl. 10.39 og derefter kørte batteritoget tillige på afgangen fra Thyborøn til Lemvig kl. 12.00.
Midtjyske Jernbaner har købt i alt syv batteritog af Siemens Mobility A/S som erstatning for de nuværende otte dieseltogsæt, som anvendes på strækningerne mellem Holstebro og Skjern og på den tidligere Vemb-Lemvig-Thyborøn Jernbane. De første to batteritog, der alle er af togtypen Siemens Mireo Plus B, ankom til Danmark i februar 2025. Siden har togene været underlagt en lang række tests i samarbejde med Siemens og en omfattende godkendelsesproces hos Trafikstyrelsen. Styrelsens typegodkendelse er en grundlæggende forudsætning for, at de nye batteritog må køre på danske skinner.
De sidste fem batteritog, som Midtjyske Jernbaner har købt, skal også igennem en godkendelsesproces hos Trafikstyrelsen, men ikke nær så omfattende som selve typegodkendelsen. De sidste tog forventes at ankomme til Danmark i efteråret. Der vil således gå nogle måneder, før alle syv batteritog kan komme i drift og fuldt ud afløse Midtjyske Jernbaners gamle dieseltog. Der arbejdes for at få etableret ladeanlæg på Lemvig Station, ligesom Banedanmark er i gang med at opføre ladefaciliteter ved Holstebro og Skjern stationer. Disse ventes at stå klar i løbet af efteråret. Indtil da anvendes en såkaldt "mormorlader" ved Vemb Station, som kan bruges til at oplade batteritogene, primært om natten. Men hvor de store ladeanlæg kommer til at lade med 25.000 volt, kan mormorladeren "kun" lade med 1.000 volt.
I første omgang bliver batteritogene indsat på udvalgte afgange på Lemvigbanen og senere på strækningen mellem Holstebro og Skjern.
Indtil videre er togsættene sat i drift i neutral, hvid bemaling, men vil blive folieret i Midtjyske jernbaners kendte gule og orange farver senere på året. (jh) 15.07.2025
Direkte tog mellem København, Berlin og Prag fra 2026
Fra maj 2026 vil det efter planerne være muligt at rejse med direkte tog mellem København, Berlin og Prag, som følge af et samarbejde mellem DSB, Deutsche Bahn (DB) og Ceske Drahy (CD). Der vil være to daglige afgange, foruden en natlig afgang i sommerperioden.
Ruten bliver betjent med moderne CD ComfortJet-vogne, som blandt andet byder på liggesæder og en restaurantvogn.
Forbindelsen vil give mulighed for af- og påstigning i København H, Ringsted, Odense, Kolding, Padborg, Schleswig, Hamburg-Altona, Hamburg Dammtor, Hamburg Hbf, Berlin Hbf, Berlin Südkreuz, Dresden-Neustadt, Dresden Hbf, Bad Schandau, Decin hl.n., Usti nad Labem hl.n., Praha-Holesovice og Praha hl.n.
To af de tjekkiske vogne blev prøvekørt i Danmark 25. juni 2025, hvor et indlejet Vectron-lokomotiv D-SIEAG 193 400 + CZ-CD Bdmpz + CZ-CD Afmpz kørte testkørsler i Sønderjylland.
Der har får år tilbage tidligere været direkte jernbaneforbindelser mellem København, Berlin og Prag, så nogen helt ny "opfindelse" er de nye direkte tog ikke. Som bekendt var København og Berlin forbundet af tog via jernbanefærgerne mellem Gedser og Warnemünde i årene 1903-1995. Efter ophøret af overførslen af jernbanevogne på denne linje kørte direkte vogne mellem København og Berlin via Hamburg i yderligere et par år.
Også Prag har tidligere haft direkte forbindelse fra Danmark. Efter murens fald kørte der i en periode i starten af 1990'erne direkte DSB-vogne mellem København og Prag.
Og så må de direkte tog mellem Aarhus og Prag i perioden 2003-2006 ikke forglemmes. Disse tog var i Jylland fremført af DSB ME-lokomotiver og medførte allerede dengang tjekkisk spisevogn. (jh) 08.07.2025