Jernbanenyheder III. kvartal 2007

Danmark

Første DSB ME ophugget

Resterne af DSB ME 1510 blev 20. august 2007 ophugget på Centralværkstedet i København af en "bulldozer med saks" fra H. I. Hansen.

Lokomotivet ankom til Rødby Færge 14. april 1982 og nåede at gøre god fyldest i 23 år, indtil maskinen brændte 30. november 2005 i Høje Taastrup under fremførsel af RØ 4246. Herved blev den så ødelagt, at det ikke kunne betale sig at sætte den i stand, hvorefter den udrangeredes i marts 2006 og har fungeret som reservedelslager i et års tid.

(jh) 23.08.2007

Dæmningsskred på Sønderborgbanen

Natten til 20. august 2007 forårsagede et usædvanligt kraftigt regnskyl, hvor der faldt 142 millimeter regn på halvanden time, et dæmningsskred mellem Gråsten og Sønderborg. Jorden og skærverne på en 20 meter lang banedæmning ved Adsbøl blev skyllet væk. Det skabte et stort hul på cirka 5 x 20 meter, og skinnerne hænger nu og svæver i fri luft.

Morgenens første tog, IC 991, fremført af et ER-togsæt, kørte med ca. 80 km/t hen over hullet, men blev til alt held ikke afsporet. Dette og yderligere et togsæt til IC 908, som overnattede i Sønderborg, er nu lukket inde i de kommende dage.

Informationsmedarbejder Kim Forum Jacobsen fra Banedanmark siger i en meddelelse på Sønderborg Kommunes hjemmeside, at der vil gå mindst 14 dage, inden der igen kan køre tog på strækningen. I mellemtiden er indsat busser mellem Tinglev og Sønderborg.

Banedanmark oplyser i øvrigt, at der stadig er så meget vand i området, at der kan komme endnu flere skader på dæmningen, og at det derfor er for tidligt at vurdere, hvor omfattende reparationer der skal til. Foreløbigt er Banedanmarks medarbejdere i gang med at fælde træer på og omkring dæmningen for at kunne komme til at påbegynde udbedring af skaderne.

På TV2 har lokale beboere i øvrigt vist et foto fra 1931, hvor der var et lignende dæmningsskred samme sted.
(jh) 22.08.2007

IC4 som regionaltog mellem Århus og Fredericia

Ifølge en pressemeddelelse fra DSB vil en række regionaltog som følge af sporspærring i Skørping blive aflyst på strækningen mellem Århus, Aalborg og Lindholm og erstattet af busser mellem Skørping og Støvring i perioden fra 27. august til og med 18. september 2007.

Det betyder blandt andet, at IC4 bliver indsat i regionaltog og for lokoførerindøvelse på strækningen mellem Fredericia og Århus i ovennævnte periode efter følgende køreplan og med standsning i Børkop, Brejning, Vejle, Hedensted og Horsens.

Afgang fra Århus H kl. 7.30 og med ankomst i Fredericia kl. 8.48,
Afgang fra Fredericia kl. 9.17 og med ankomst på Århus H kl. 10.34,
Afgang fra Århus H kl. 11.30 og med ankomst i Fredercia kl. 12.48 og
Afgang fra Fredericia kl. 13.17 og med ankomst på Århus H kl. 14.34.



(jh) 15.08.2007

Til top